Den enes død: Konkurs kan redde Skanderborg fra nedrykning
FC Skanderborg var egentlig rykket ned og gået på ferie, men en konkurrents konkurs giver holdet ny livline til det fine selskab
I dag er det præcis 25 år siden, Danmark sensationelt vandt EM i fodbold, selv om holdet slet ikke havde kvalificeret sig til slutrunden.
Nu står FC Skanderborg i en situation, der minder om den danske for 25 år siden.
Læs også
Holdet var egentlig rykket ud af Danmarksserien og gået på ferie, men efter en konkurrents konkurs er der nu en ledig plads.
Mandag aften skal FC Skanderborg og SSV Højfyn på neutral bane i Give afgøre, hvem der snupper den ledige plads i Danmarksserien efter sommerferien.
Tilbage i 1992 havde det danske landshold ikke mange dage til at forberede sig, efter Jugoslavien var blevet smidt ud af slutrunden på grund af krigen på Balkan.
Griner af sammenligningen
FC Skanderborg har heller ikke haft lang tid til at finpudse frisparkskombinationerne og taktikken forud for mødet med fynboerne.
- Vi var jo gået på ferie, men fik samlet spillerne til en let træning i går (søndag, red.). De fleste kunne i går, og vi har da grint af sammenligningen, siger træner Kasper Rasmussen med henvisning til EM-triumfen.
Mandagens fodboldbrag betyder, at Kasper Rasmussen og familien kører på ferie en time senere end planlagt.
- Jeg har fået af vide af min kone, at vi helst skal vinde, fordi hun gider ikke sidde i bilen med mig hele vejen til Italien, hvis vi har tabt, fordi hun ved, at jeg bliver gnaven, siger han.
Sebastian Rydahl, der huserer på FC Skanderborgs midtbane, skulle lige nu have siddet på Roskilde Festivalen med sine venner.
Læs også
Men de må vente på hans selskab.
- Den her kamp poppede op onsdag aften, hvor jeg fik besked om, at det kunne være, vi skulle spille om at blive i Danmarksserien. Det er en super vigtig kamp, siger Sebastian Rydahl.
Vennerne tog til Roskilde lørdag for at få lejren på plads, mens Sebastian Rydahl glimrede ved sit fravær.
- Det var de absolut ikke glade for. Det var ikke så godt vejr, så de skulle sætte campen op i regnvejr, siger han.
Kampen mellem FC Skanderborg og SVV Højfyn fløjtes i gang mandag klokken 19.
Øverst kan du se mere om kampen.