- Den bedste medicin
KOL-ramt får energi af julen i campingvognen
Der er ikke megen trængsel og alarm på Mols Camping ved Ebeltoft. Her er selv vintercampisterne nu taget hjem for at fejre jul.
Tilbage sidder Poul Jensen og hans hustru, Eva Jensen, der ikke kunne forstille sig at holde jul andre steder. De har været gift i 44 år og har alle årene nydt at tage på campingferie.
For 13 år siden blev Eva Jensen ramt af lungesygdommen KOL, og siden da har campingvognen betydet endnu mere end tidligere.
- Jeg vil være her i campingvognen. At være derhjemme - det kan jeg ikke tåle. Her er jeg friskere, siger Eva Jensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Det er den bedste medicin, hun får. Det er, når hun kommer her ud i campingvognen, supplerer Poul Jensen.
Campingvognen er pyntet op til jul både indendørs og udendørs, og til trods for at køkkenet er småt, så står den juleaften på både flæskesteg og andesteg hos hr. og fru Jensen på plads 251 på Mols Camping.
Se et interview med Eva og Poul Jensen i deres campingvogn i videoen øverst i artiklen.