Demonstrerer mod udvisning
Unge i Grenaa går i protesttog gennem byen til fordel for asylsøgeren Aida Havolli fra Kosovo.
Det er uanstændigt at udvise en ung pige til Kosovo, når hun ingen tilknytning har til den urolige provins og hele hendes familie har asyl eller opholdstilladelse i Danmark eller andre EU-lande.
Det mener elever fra fire ungdomsuddannelser i Grenaa, som torsdag formiddag vil demonstrere i byens gader mod udvisning af Aida Havolli. Hun er elev på Grenaa Tekniske Skole.
- Aida stod til udvisning den 13. september i år, men den 12. blev der klaget over udvisningen med opsættende virkning. Så nu er Aida igen i en usikker situation, hvor hun ikke ved, om hun er købt eller solgt. Det er bedre end at være udvist, men dog en ekstremt stressende situation, siger Terese Jessen fra elevrådet ved Grenaa Tekniske Skole.
Hun frygter, at Aida Havilli vil blive presset ud i prostitution eller et tilfældigt giftermål, hvis hun udvises til Kosovo.
TV2 | ØSTJYLLAND har tildigere fortalt om sagen, senest 24. januar. Se dette indslag ved at klikke på tv-ikonet øverst i højre spalte.