Demente på camping
Minderne skal støves af
I Randers Kommune kan de demente nu komme en tur på camping.
Kommunen har nemlig købt en campingvogn, hvor de ældre i fremtiden kan få en pause fra hverdagen i plejecentret og måske på den måde få støvet de gamle ferieminder af med en kop kaffe og en snak i vognen.
- Hvis vi kan have det hyggeligt her, så er jeg med på den, siger Erik Rasmussen, der er pensionist fra Randers.
Campingvognen er et forsøg på at vække glade minder fra fortiden frem hos de demente borgere.
- Når vi snakker om gamle dage, så kommer minderne lige pludselig væltende frem, siger Christina Cecile Jensen, der er social- og sundhedsassistent hos Plejecentret Borupvænget i Randers.
For nogle kan det vække minder fra dengang, hvor de selv camperede, mens det for andre er første gang, at de kommer ind i en campingvogn.
- Jeg var helt forundret, for jeg har aldrig været inde i en campingvogn før. Og det er da ikke for tidligt, når jeg er 85 år, siger Erik Rasmussen.
At dømme ud fra tirsdagens "campingferie", så ser det ud til, at den lille campingvogn kan skabe en masse glæde og måske endda også vække nogle af de gamle minder frem.
Du kan se hele historien om campingvognen i indslaget over artiklen.