Dement fundet død i skovområde

Otte dage efter, han forlod sit bosted, er 64-årige demente Gert blevet fundet. Han lå død i et skovområde.

Gert blev onsdag aften fundet i et skovområde øst for Salten. Han forlod bostedet Pilebakken otte dage tidligere. Foto: Privat / Google Maps

Først på aftenen onsdag gjorde Missing People et trist fund. Under eftersøgningen af to savnede personer i Salten-Bryrup-området syd for Silkeborg fandt de 64-årige Gert liggende i et skovområde.

Han var død. 

- Han blev fundet i et skovområde øst for Salten, fortæller politikommissær Bent Riber Nielsen fra Lokalpolitiet Silkeborg.

Læs også Forsvandt for tre dage siden: Dement mand stadig ikke fundet

Politiet har underrettet de pårørende, og torsdag blev der holdt ligsyn. 

- Vi kan ikke endnu sige noget om, hvor længe han har været død, og hvad han er død af. Men jeg formoder, at han er død af kulde. Han har ikke været i stand til at tage vare på sig selv, fortæller Bent Riber.

- Vi tænker ikke, at der er noget mistænkeligt ved hans død.    

Forlod bosted

Gert led af demens og forlod onsdag den 24. april bostedet Pilebakken i Salten sidst på eftermiddagen.

Læs også Politiet frygter for Gert – ikke set siden onsdag eftermiddag

Pilebakken er et døgnbemandet botilbud for personer med svære psykiatriske sygdomme eller svær demens.

Politiet var derfor fra første færd bekymrede for, om Gert var i stand til at klare sig selv, hvis ikke han blev fundet.

Dagen efter blev han efterlyst af Midt- og Vestjyllands Politi og først otte dage senere fundet død.