Demensvenlige restaurantbesøg: Her kigger ingen skævt

Mange ægtefæller har gode minder forbundet med middage sammen. Nu tager Ældresagen og Randers Kommune inititiativ til demensvenlige restaurantbesøg

Når man har en demensramt ægtefælle, kan det være svært at finde tid og overskud til hyggen i hverdagen. Derfor inviterer Randers Kommune nu 30 ægtepar, hvor den ene par er ramt af demens, på restaurant.

De tre restaurantoplevelser løber af stablen i løbet af efteråret 2017 og er et samarbejde mellem Ældrerådet i Randers Kommune og Ældresagen.

Her skal ægteparrene ikke være bange for, at nogen kigger skævt til dem.

Birgitte Saksø, frivilligkoordinator

- Det er vigtigt at holde fast i de gode oplevelser som f. eks et restaurantbesøg, når den ene part er ramt af demens. Ved disse arrangementer sørger vi for at skabe rammerne for en god aften. Her skal ægteparrene ikke være bange for, at nogen kigger skævt til dem, siger frivilligkoordinator Birgitte Saksø til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Festivalgæsters pres på mobilnettet giver ventetid på nødopkald

Frivillige skal skabe ro omkring middagen

Til at sørge for at middags-arrangementerne forløber på bedste måde har frivilligkoordinatoren nøje udvalgt en række frivillige, der kan hjælpe med både det praktiske og hyggen ved bordet.

- De frivillige giver ro omkring middagen, overskud og ekstra hænder, så der er plads til at deltagerne kan få snakket sammen.  De ved hvad der hjælper både den demensramte og ægtefællen, og hvad der eventuelt kan forvirre i en sådan situation, siger Birgitte Saksø.

Udover at parrene skal have en hyggelig aften, håber man på at kunne skabe netværk mellem ægtefællerne til de demesramte.

Tre restaurantbesøg

Restaurantbesøgene foregår på Jørgens Café d. 29. august, på Purhus Kro d. 3. oktober og på Slotskroen d. 6. december.

Der er plads til ti par ved hvert arrangement.

Projektet er støttet af puljemidler fra ældreområdet, men kræver en egenbetaling på 100 kr. pr. person. Man skal desuden selv sørge for transport

Man kan tilmelde sig ved at kontakte frivilligkoordinator Birgitte Saksø på tlf. 23 81 55 91.