Demensby tager form: Får sit eget strøg med butikker

I Randers forsøger kommunen at lave en såkaldt demenslandsby, hvor der tages særligt hensyn til demente. Snart går ny etape i projektet i gang

Allerede i 2015 blev en stor del af Center Møllevang omkranset af hegn, og der blev anlagt stier i en del af udeområdet. Foto: Randers Kommune

Ældrecentret Møllevang i Randers er ved at blive forvandlet til en demenslandsby med stisystemer, haver og eget hovedstrøg med butikker, frisør, konditori og en slyngelstue. På mandagens byrådsmøde i Randers blev der frigivet penge til projektet.

Inspirationen til det demensvenlige miljø har politikerne i Sundhed- og Omsorgsudvalget fået fra et lignende tilbud i den hollandske hovedstad Amsterdam.

Læs også Nye østjyske tilbud kan sætte en bremse for demens

- Her har de lavet en hel bydel for demente med et stort strøg med butikker, caféer og alt det, vi også ønsker. Det skal være muligt for de demente at få en øl, sparke til dæk på et værksted og alt det, de engang plejede at gøre, siger medlem af Sundhed- og Omsorgsudvalget, Katrine Fruelund (V), til TV2 ØSTJYLLAND.

Allerede i 2015 blev en stor del af Center Møllevang rammet ind ligesom bydelen i Amsterdam, og der blev anlagt stier i en del af udeområdet. I 2016 blev indgangspartiet ændret til et sansemiljø med inspiration fra å- og fjordmiljø i og omkring Randers.

Alle beboere vil have demens

Og i foråret i år frigav byrådet to mio. kr., så man kunne skabe en demensvenlig indretning i fællesarealerne i boenhederne, ligesom der er anlagt en ny have med forskellige sansemiljøer. Også parboliger er blevet etableret.

- I løbet af 2018 satser vi så på at lave et hovedstrøg med butikker. Allerede nu hører vi, at de demente husker flere ting, når de laver aktiviteter, som de kender, siger Katrine Fruelund.

Læs også Ny nål skal hjælpe demente borgere i bussen

På mandagens byrådsmøde besluttede man at frigive yderligere to mio. kr. til projektet. I alt er der afsat fem mio. kr. i budgettet for 2017-2020 til at færdiggøre Landsbyen Møllevang, der gerne skulle stå helt klar i 2019.

Omkring 80 procent af beboerne på Møllevang har i dag en demenssygdom eller demenslignende adfærd. I løbet af de kommende år forventer forvaltningen, at alle beboere på stedet vil have demens.