Delte tusinder af kroner ud
Venstre skyder valgkampen i gang
I dag skød Venstre kommunal-valgkampen i gang i Aarhus.
Partiets politiske ordfører lancerer et voldsomt angreb på den socialdemokratiske borgmester, som han mener tegner et skønmaleri af kommunens økonomi.
Gert Bjerregaard uddelte derfor i eftermiddags sammen med sine partifæller fra Venstre i Aarhus rundhåndet falske tusindekronesedler:
- Venstre er gået på gaden for at gøre opmærksomme på, at vi står overfor et budget, vi skal have vedtaget. Og vi tror ikke rigtig på, at der er tid til gavebod. Borgmesteren siger, at vi kan lægge 80 mio. kr. ud til borgeren. Det tror vi ikke, siger Gert Bjerregaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Baggrunden for dagens aktion er, at socialdemokraterne i Aarhus har præsenteret et overskud inden budgetforhandlingerne senere på året.
Borgmester Jakob Bundsgaard (S) har ikke ønsket at kommentere sagen. Han har sendt den videre til sin politiske ordfører.
Efter sommerferien er der forhandlinger om de næste fire års økonomiske rammer i Aarhus Kommune.