Delte meninger i Grenaa: Derfor klarer DF sig godt i Norddjurs
Dansk Folkeparti rykker i nyligt offentliggjort meningsmåling
Hvis der i år blev afholdt kommunalvalg, så kunne Dansk Folkeparti efter alt at dømme se frem til en valgsejr.
En ny måling fra Megafon foretaget for TV 2 | ØSTJYLLAND viser, at partiet næsten ville fordoble antallet af stemmer i Norddjurs Kommune. Fra otte procent til 15 procent.
Paritiet er dermed det parti i kommunen, som oplever den største fremgang her to år efter kommunalvalget.
Blandt de borgere, som TV 2 | ØSTJYLLAND i dag talte med på gaden i Grenaa, kommer resultatet ikke som den store overraskelse. Her er de fleste overbeviste om, at partiets fremgang i landspolitik har en afsmittende effekt.
Se her, hvad de adspurgte borgere på gaden tænker, er årsagen til DF's fremgang:
Louise Thor Petersen, studerende, Grenaa
Hvorfor fremgang? Flygtningedebatten har været det afgørende.
- Folk er skræmte over, at vi får for mange (flygtninge, red.). Jeg tænker, det har meget med det at gøre
Claus Clausen, iværksætter, Grenaa
Hvorfor fremgang? Flygtningedebatten har været det afgørende.
- Schengen-aftalen er ude af kraft. Det er, fordi vi har det voldsomme flygtningepres.
Fritz Jensen, radiovært, Grenaa
Hvorfor fremgang? De lokale politikeres engagement har været det afgørende.
- Det er nok, fordi de (lokalpolitikerne, red.) gør deres arbejde godt og det bærer frugt i sidste ende.
Elisabeth Hansen, studerende, Grenaa
Hvorfor fremgang? Flygtningedebatten har været det afgørende.
- Der er sket ret meget rundt omkring i verden, som har gjort, at folk har lyst til at stemme anderledes.
Du kan se hele rundspørgen fra gågaden i Grenaa i videoen øverst i artiklen.
TV 2 | ØSTJYLLAND sender mandag aften en direkte tv-transmitteret politisk debat om Norddjurs Kommune. Se udsendelsen fra Kattegatcentret i Grenaa fra kl. 19.30.