Delfiner spottet i Aarhus Bugt
Sankthansaften fik Rasmus Bøgelund sig lidt af en oplevelse, da han så to delfiner i Aarhus Bugt
Tirsdag aften svømmede to delfiner rundt i Aarhus Bugt.
- Jeg var ude at sejle, og da jeg så dem, tænkte jeg, at de var lidt større end marsvin, siger Rasmus Bøgelund fra Aarhus.
Han var derfor hurtig til at fange de to nysgerrige dyr på video.
Derefter kontaktede han Carl Christian Kinze, der er biolog med speciale i hvaler og redaktør for hvaler.dk.
- Der er tale om den art, vi på dansk kalder øresvin, og de er ikke med sikkerhed set i Aarhus Bugt i mere end 70 år, siger han til tv2oj.dk.
Bør holde øje med dem
Der findes i alt omkring 35-40 forskellige arter af delfiner, og gennem tiden har cirka ti af dem været på besøg i Danmark.
- Men det er ikke tit, at vi har beviserne for det, men det har vi nu. Så jeg vil gerne opfordre folk til at melde tilbage, hvis de ser delfiner, så vi kan få det dokumenteret, siger Carl Christan Kinze.
Øresvinet kan blive op til tre-fire meter lange, og de er cirka dobbelt så store som marsvinet, vi kender her fra Danmark.
Nysgerrige dyr
Ifølge Carl Christian Kinze er de to delfiner i Aarhus Bugten de samme, som for ikke så lang tid siden blev spottet i Kiel. Om de to delfiner bliver i Aarhus, eller om de blot er på gennemrejse er et godt spørgsmål.
Men det er værd at holde øje med dem, for ud fra videoen er det to meget nysgerrige dyr er der på besøg.
- Delfiner er nysgerrige, og de ved, at her er der ikke nogen, der vil dem noget ond, så de kommer ganske tæt på, siger hvaleksperten.
Se videoen af delfinerne, som Rasmus Bøgelund har optaget, øverst på siden.