Delfin leger i bugten - men ikke alle har Disney-potentiale

- Delfiner kan godt være aggressive, hvis man ikke udviser respekt og holder afstand

00:33

- Vi måtte næsten knibe os i armen, siger Lucia Alba Broberg.

Tirsdag tog hun med to venner ud for at SUP Surfe i Aarhus-bugten. Det foregår på et surfbræt, hvor man padler sig frem. Og her fik de tre venner noget af en oplevelse.

I tre timer legede de med en nysgerrig delfin, der svømmede omkring dem. De lavede blandt andet slalom rundt om bådpæle.

Læs også Skib i Aarhus Bugten fik følgeskab af delfin

Lucia Alba Broberg fortæller, at delfinen var cirka 2,5 meter og havde tydelige hak på finnen.

- I dag prøver vi at tage ud igen med en spand sild for at se, om vi kan finde den igen, siger Lucia Alba Broberg.

Havbiolog i Kattegatcentret, Rune Kristiansen, er misundelig på de tre surferes oplevelse.

- Meget. Jeg mangler oplevelsen af at lege med en delfin. Sådan en oplevelse tilhører de få.

Derudover fortæller han, at der i flere år har været observeret delfiner i de danske farvande. Både almindelige delfiner og øresvin.

- Men det er ikke normalt at se dem på det her tidspunkt. Normalt ser vi dem i sommerhalvåret. Vi har oplevet, at de trækker ind i de danske farvande med silde- og makrelstimerne. De er her, fordi der stadig er føde, siger Rune Kristiansen.

Læs også Nysgerrig delfin legede foran jolle ved Studstrup Strand

Det kommer ikke som en overraskelse for ham, at delfinen gerne ville lege med de tre surfere.

- De er kendt for at være intelligente og nysgerrige dyr. Men det er også et stort dyr, så man skal vise dem respekt. De kan godt være aggressive, hvis man ikke udviser respekt og holder afstand, siger Rune Kristiansen.

Han gætter på, at delfinen vil trække ud i Nordsøen og sydpå, når det bliver koldere.

- De kan sagtens finde vej, siger Rune Kristiansen.

Hakkene på delfinens finne kan ifølge havbiologen sagtens være kommet fra en slåskamp.

- Ungkarledelfiner kan godt finde på at tage ud på togt og forsøge at voldtage hundelfiner. Det er ikke alle delfiner, der har Disney-potentiale, siger Rune kristiansen.

Øverst kan du se hele videoen med den legesyge delfin.

Delfinarter spottet i Danmark

Kortnæbbet almindelig delfin. Har en hvid stribe ned langs siden og er sort.
Øresvin. Lysegrå (ligner Flipper)