Deler gratis solcreme ud
Kræftens Bekæmpelse i Sommerlandet
Hvad har Kræftens Bekæmpelse tilfælles med Djurs Sommerland?
De er fælles om at oplyse folk om faren ved at opholde sig i solen uden solcreme. Kræftens Bekæmpelse har i øjeblikket gang i en landsdækkende kampagne, der skal oplyse de solglade danskere.
I Djurs Sommerland opholder gæsterne sig ofte helt op mod 10-11 timer. I disse dage, hvor solens stråler griller godt igennem, er det særdeles vigtigt at beskytte huden mod solens UV-stråler, og derfor føler man sig moralsk forpligtet til at gøre noget.
- Jeg synes, vi har et socialt ansvar, og det er et godt signal at sende, at vi gør noget for at oplyse vores gæster om at beskytte sig i solen, når de er her i så mange timer, siger administrerende direktør i Djurs Sommerland, Henrik B. Nielsen, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Derfor indtager frivillige fra Norddjurs Lokalforening forlystelsesparken i disse dage for at dele gratis solcreme ud på vegne af Kræftens Bekæmpelse.
- Jeg synes, det er et godt initiativ. Og især i den her tid er det vigtigt. Folk er glade for, at vi minder dem om det, siger Henrik B. Nielsen.
De færreste ved det...
Opholder man sig udendørs på en skyfri sommerdag uden solbeskyttelse, risikerer man at blive solskoldet og få for meget af solens skadelige UV-stråling. Mange danskere kender solrådene: skygge, solhat og solcreme, men kun hver femte ved, at solrådene skal læses i prioriteret rækkefølge. Det viser tal fra Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.
- Det er vigtigt, at man har mulighed for at søge skygge, når man er en hel dag i forlystelsespark med familien. Ud over at det kan føles ubehageligt at være i solen, når den bager, kan solskoldninger og for meget UV-stråling gennem livet føre til kræft i huden. Og børn er særligt udsatte, siger Lisbet Schønau, der er projektleder i Kræftens Bekæmpelse og TrygFondens Solkampagne.
Det er tredje år i træk, at Kræftens Bekæmpelse er i Djurs Sommerland.