- Dejligt at få tingene tilbage
Skanderup Kirke har fået stjålne genstande tilbage efter 12 år
Skanderup Kirke i Skanderborg har nu fået en lang række værdigenstande tilbage, som blev stjålet under et indbrud tilbage i 2003.
- Det er rigtig dejligt. Når kulturarv dukker op igen, er det noget, som vi alle kan være glade for, siger Lars Nørding, der er menighedsrådsformand i Skanderborg Sogn, til tv2oj.dk.
Under indbruddet for 12 år siden blev der blandt andet stjålet altertavlemalerier, alterstager, en dåbskande, lysestager og en Christian 4. bibel fra år 1588-1648.
Se: Kirke får stjålne malerier tilbage
Nu er langt de fleste genstande blevet leveret tilbage til kirken, og tre mænd sidder varetægtsfængslet for groft hæleri i sagen, mens yderligere to er sigtet.
- Det er jo nogle gamle ting, det er kulturarv, der blev stjålet. Jeg kan huske, at det var et stort savn dengang, og vi var meget ærgerlige over, at vi ikke kunne have de ting i fred, som vi gerne ville vise frem. Derfor håbede vi, at politiet ville finde tingene igen, siger Lars Nørding, der i 2003 var medlem af menighedsrådet i Skanderborg Sogn.
Se: Nordmand anholdt for kirketyveri
Han fortæller, at de dengang opgav drømmen om nogensinde at få tingene tilbage.
- Nogle af effekterne kunne vi jo ikke undvære i kirken, og de blev erstattet, siger Lars Nørding.
Nu skal menighedsrådet i Skanderborg Sogn finde ud af, hvad de skal stille op med effekterne, som efter 12 år endelig er hjemme igen.
Se: Vil erstatte stjålet kirkesølv
- Vi skal tage stilling til, om de skal tilbage i kirken igen, og hvordan vi skal håndtere det, siger Lars Nørding.
Han forventer, at menighedsrådet får kigget på sagen i løbet af sommeren.