Debutanter bag Randers FC-sejr
Randers FC's nyindkøbte angribere kom begge på scoringstavlen, da kronjyderne besejrede Vejle i forårets sidste testkamp.
Randers FC har tilsyneladende fået to gode kort på hånden, når klubben senere i denne måned tager hul på forårssæsonen i SAS Ligaen.
I løbet af vinteren er truppen blevet suppleret med offensiv-spillerne Søren Berg og Marc Nygaard, og netop disse to angribere stod for scoringerne, da randrusianerne mandag aften spillede den sidste testkamp, inden turneringen går i gang.
I hjemmekampen mod Vejle kom gæsterne foran midt i første halvleg, men allerede få sekunder efter udlignede Marc Nygaard på et langskud fra midten af banen.
Efter 75. minutter afgjorde Søren Berg kampen, da han i straffesparksfeltet huggede bolden i nettet efter et indlæg fra venstre side.