Debut til iron-woman
Aarhusianske Susanne Svendsen fik lørdag debut på ironmandistancen ved første udgave af Challenge Denmark
Susanne Svendsen fra Aarhus, som normalt ikke svømmer, snuppede lørdag en fjerdeplads på ironmandistancen ved Challenge Denmark.
Da et par af de duatlonstævner, Susanne Svendsen havde på sæsonplanen, af forskellige årsager blev aflyst, måtte hun finde et nyt mål for første halvdel af sæsonen.
Valget faldt på det nye triatlonstævne, Challenge Denmark, med svømning i Fuglsang Sø ved Herning, cykling til Billund samt løb omkring Legoland og Lalandia.
Duatleten fik derfor sin debut som triatlet på den fulde jernmandsdistance med 3,8 kilometer svømning, 180 kilometer cykling og til sidst et maratonløb på 42,2 kilometer.
Med kun fem ugers intensiv svømmetræning var Susanne Svendsen som forventet den sidste, der kom op af vandet hos elitekvinderne, og på det tidspunkt havde hun hele 25 minutter til de forreste.
Ser frem til VM
Langsomt men sikkert cyklede Susanne Svendsen tættere på de foranliggende. Efter 110 kilometer indhentede hun de første konkurrenter, og på de sidste 30 kilometer havde hun en af de hurtigste cykeltider.
Herefter ventede maratonløbet, som Susanne Svendsen klarede i tiden 3.07 timer, og dermed sluttede hun på en samlet 4. plads.
- Jeg havde selv et fuldstændigt fantastisk ræs hele vejen igennem, og jeg er fuld af gå på mod og fortrøstning frem mod årets helt store mål, som er VM lang duatlon i Schweiz 6. september. Selvom jeg forhåbentligt lige skal have en uges pause eller to inden, siger Susanne Svendsen i en pressemeddelelse.