Debut for nyt politivåben
Betjente fra Århus Politi benyttede sig som de første i landet af ordensmagtens nyeste våben, pebersprayen.
En mand tog kvælertag på en betjent, mens en anden gjorde kraftig modstand i forbindelse med en anholdelse. Begge smagte Århus Politis nye våben - pebersprayen.
Som et forsøg har kredsens politifolk på linje med kollegerne i Grenaa og Skanderborg en peberspray i bæltet.
Torsdag morgen startede forsøget, og klokken 18.06 trykkede den første betjent på knappen. Det oplyser Århus Politi.
En mand var meget voldelig i forbindelse med en anholdelse i Århus-forstaden Gellerup, og her fyrede en betjent sprayen af.
Godt to timer senere skød en kollega sit nye våben af i Hasle, da en mand sprang på ham og tog kvælertag. Ifølge den vagthavende, Jens Fonseca, kunne betjentene have brugt en politistav i stedet for, men ikke en pistol. /ritzau/