Debattør: Tåbeligt at forbyde cigaretter på festival

Debattør Karen West giver ikke meget for forslaget om at droppe salget af cigaretter på festivaler. Hun kalder det ubegavet og fejldømt symbolpolitik

Byrådet i Aarhus diskuterer onsdag aften et forslag om, at der ikke må sælges tobak på festivaler. 

Jeg synes, det er det sidste sted, man skal droppe salget af cigaretter. Det er et meget tåbeligt forslag.

Karen West, debattør.

Forslaget kommer fra sundhedsrådmand Jette Skive (DF), som mener, at det skal være en fast del af alle de aftaler, som Aarhus Kommune indgår med arrangører af musik- og kulturfestivaler, at der ikke må sælges tobak til arrangementerne.

- Jeg vil ikke have rygestop på festivaler. Det er utopi. Men vi kan gøre det sværere at få fat på cigaretter, så det kan være, at man ikke bliver fristet til at begynde, siger Jette Skive.

Læs også Intet tobakssalg på festivaler: De unge synes om idéen

Men forslaget møder kritik fra den liberale debattør Karen West.

- Jeg synes, det er det sidste sted, man skal droppe salget af cigaretter. Det er et meget tåbeligt forslag, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

00:37

Karen West mener ikke, det giver mening, at forbyde tobak på festivaler. 

Luk video

Hun mener ikke, at man skal forbyde cigaretter på festivaler, da det er her, de unge skal prøve sådan noget af.

- Festivaler er stedet, hvor unge afprøver egne grænser og både vil drikke og ryge. Jeg er også bange for, at så vil de ryge flere joints, siger Karen West.

Karen West er også bange for, at et forbud vil åbne op for et sort marked på festivaler.

- Så tager de unge cigaretter med hjemmefra, og selvfølgelig kommer der øjeblikkeligt et sort marked på en festival, som der er i forvejen med andre rusmidler. 

Læs også Rygning forbudt for skoleeleverne – også uden for skolens grund

Beskyt hellere de unge mod stoffer

Karen West mener, at det er godt at have fokus på unge og rygning, men bare ikke på en festival.

- Jeg synes, det er godt, at man vil forhindre de unge i at ryge. Men det skal ikke være på festivaler, hvor unge skal have lov til at være unge og prøve grænser af, som de fleste af os gjorde, da vi var i den alder.

I stedet for skulle man fra politisk side have fokus på hårde stoffer, mener debattøren.

- Det vil jeg da være meget mere bekymret for. Jeg er da fuldstændig ubekymret om, at unge ryger cigaretter på en festival. Hvis vi endelig skal diskutere, hvad vi skal beskytte de unge imod, så er det de hårde stoffer, som florerer på festival.

Læs også Strid om rygning på stadion: Falliterklæring eller intolerant?

Derfor mener hun, at Jette Skive hellere skulle koncentrere sig om, hvordan man forhindrer unge i at blive tilbudt hårde stoffer og ikke cigaretter.

- Det er alt for let købt og i mine øjne et meget ubegavet forslag, det her, siger Karen West.

Herunder kan du se hele interviewet med debattør Karen West:

00:34

Her fortæller Karen West, hvad hun synes om forslaget, og hvad hun mener, politikerne bør gøre i stedet for.

Luk video