Debat om sociale medier i skolerne
Skoleelevernes forbrug af tablets, spil og sociale medier til debat
Skovbakkeskolen i Odder indførte i sidste uge et forbud mod private programmer på elevernes iPads, og det er derfor blevet krævet, at elever fra 7. til 9. klasse sletter alle spil og sociale apps, da man mener, at forbruget har taget overhånd og er forstyrrende for undervisningen.
Andreas Rasch-Christensen, forskningschef Via University Collage i Aarhus, mener, at forbud mod spil eller sociale medier kan være nødvendigt i skolerne, hvis de bliver forstyrrende for undervisningen og ikke underbygger elementer i undervisningen.
Kan være nødvendigt med begrænsninger
- Forbud og begrænsning er ikke i sig selv godt, og man skal ikke sætte barrierer op for elevernes kreativitet og virkelyst, men når det som her gør sig gældende som et forstyrrende element i undervisningen, og ikke er et understøttende element, så kan det være nødvendigt at sætte nogle begrænsninger, siger han.
Jesper Tække, der er lektor på medievidenskab på Aarhus Universitet, mener, at skolerne har et ansvar for, at eleverne kan klare sig i vores nye mediemiljø, og at eleverne på folkeskolerne derfor skal lære at beherske forbruget.
iPads forstyrrer elever i undervisningen
Skal lære at beherske forbruget
- Jeg er af den opfattelse, at generelle forbud er en dårlig idé, for børnene skal lære at klare sig i det her nye mediemiljø, hvor digitale medier er en grundforudsætning for deres færden. Så hvis de nu ikke skal lære at bruge de nye medier og også at beherske deres forbrug henne i skolen, så ved jeg snart ikke, hvor de skal gøre det henne, siger Jesper Tække og fortsætter:
- Vi ved godt, at lærerne uddannelsesmæssigt måske ikke har fået så meget efteruddannelse i at bruge sociale medier, men deres forældre halter endnu længere bagefter. Så jeg mener, at det her må være en opgave for lærerne, at eleverne skal lærer at beherske deres brug af sociale medier, ligeså vel som det må være lærernes forpligtigelse i alle fag at understøtte undervisningen digitalt, når det er muligt.
Andreas Rasch-Christensen er langt hen ad vejen enig med Jesper Tække, men understreger, at det er vigtigt, at spil og sociale medier på for eksempel tablets ikke må være et forstyrrende element.
- Jeg er sådan set meget enig i det, som Jesper påpeger, men så vil det jo også være en del af skolens pædagogiske aktiviteter og undervisning eksempelvis det at lære eleverne at begå sig på sociale medier, kommunikere på dem og arbejde med dem hensigtsmæssigt, men så vil det ske indenfor rammerne af skolens formål og mål og med læreren som den ansvarshavende for de aktiviteter, der skal igangsættes, og med læreren som ansvarshavende for at der også bliver evalueret på det i en dialog med eleverne.
Du kan se meget mere om debatten i videoen øverst på siden.