Debat om bilfri midtby i Randers

Randers-borgere og politikere skal på et borgermøde diskutere, hvad der skal ske med byens centrum.

Randers Byråd vil lave en plan for trafikken i midtbyen. Målet er, at det skal blive mere fredeligt at færdes i byens centrum.

Men først skal borgere og politikere blive enige om, hvad der egentligt skal ske. Og det skal ske på et borgermøde tirsdag aften.

- Borgermødet er startskuddet. Arbejdet med planen går i gang efter mødet, siger ingeniør Henning Jensen fra afdelingen for Vejanlæg og planlægning i Randers Kommune til Randers Amtsavis.

Østervold er centrum for trafikdebatten. Sidste år foreslog Dansk Folkeparti, De Konservative, Randers-Listen og Venstre, at Østervold skal lukkes for trafik på langs.