Debat: Kvindelig i medierne
Var det i orden at vise billede af død kvinde?
Billedet af en ukendt kvindes ansigt blev i weekenden bragt i de danske medier. Håret var mørkt, øjnene lukket, og det meste af ansigtet i en rød-blålig nuance.
Afsenderen af billedet var Østjyllands Politi, som noget helt usædvanligt valgte at offentliggøre billede af et lig.
Det skete i håbet om, at billedet kunne bidrage til en opklaring af kvindens identitet, og den opgave lykkedes i går, hvor politiet samtidig kunne anholde den formodede drabsmand.
Se også: Kvindelig er identificeret
Spørgsmålet er bare, hvor langt kan man tillade sig at gå både som politi og medier? Det bliver i aften diskuteret i programmet Hits & holdninger, hvor et panel tager fat i ugens mest klikkede historier på tv2oj.dk
Formand for Konservative Ungdom i Randers, Kasper Ulstrup Kristensen, mener, at politiet skal være påpasselig med at vise billeder af lig.
- Det er uværdigt
Han synes, at hensynet til den afdødes pårørende skal veje tungest, og at politiet i stedet skal vente længst mulig tid, inden den mulighed bliver bragt på banen:
- Jeg synes, det er lidt uværdigt. Det er klart, at politiet skal gøre, hvad de kan for at få opklaret sådan en sag. Hvis de gør sådan noget her, skal det være absolut sidste udvej, siger Kasper Ulstrup Kristensen.
Tryllekunstner og forfatter Jesper Grønkjær mener, at frygten for at offentliggøre billeder af lig bunder i en mere overordnet og tabulagt problemstilling:
- Jeg tror, vi i den vestlige verden har en forskrækkelse over døden, siger han.
Du kan læse mere om den konkrete sag med kvindeliget, som blev fundet på en rasteplads i Langå, her.
Se diskussionen om offentliggørelsen af billedet i videoen øverst i artiklen. Hele programmet Hits & Holdninger kan du se i aften kl. 20.25.
TV 2 | ØSTJYLLAND har efterfølgende valgt at fjerne billedet af liget fra tv2oj.dk, fordi kvinden nu er blevet identificeret.