Debat: Er det helt hen i vejret?
Politikere diskuterer højhuse i Aarhus
Skal Aarhus have sin egen skyline med stribevis af højhuse ligesom New York?
Det spørgsmål er i øjeblikket aktuelt i Aarhus Kommune, hvor byrådspolitikerne allerede har vedtaget flere projekter, som lægger op til høje bygninger.
Politisk ordfører for Venstre i Aarhus, Gert Bjerregaard og byrådsmedlem Peter Hegner Bonfils fra Enhedslisten er begge tilhængere af højhuse, men er langt fra enige om, hvilken funktion de skal tjene og hvem der skal få mulighed for at bruge dem.
Gert Bjerregaard (V) henviser til blandt andet Rotterdam og Amsterdam, som er i gang med store højhusprojekter. En mulighed, som han mener, Aarhus også skal være åben overfor:
- Vi ser også muligheder for at bygge opad, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den betragtning er Peter Hegner Bonfils (EL) enig i. Han mener dog, at det er vigtigt, at kommunen prioriterer projekter med offentlig adgang:
- Det er for eksempel lidt skidt, hvis du har et højhus med en vidunderlig udsigt, at det så ikke er noget, som alle byens borgere kan komme til at nyde.
Op, ned eller bare ud til siden? Se hele debatten mellem de to byrådsmedlemmer øverst på siden.