De skal hjælpes - ikke smides ud
Alkohol og stoffer skal ikke udløse bortvisning
Unge skal ikke smides ud af skolen, hvis de drikker for mange øl eller har problemer med stoffer. De skal i første omgang hjælpes, så de kan gennemføre deres uddannelse.
Det er udgangspunktet for en ny rusmiddelpolitik, der omfatter eleverne på samtlige ungdomsuddannelser i Horsens Kommune.
Politikken indebærer blandt andet, at hvis en elev få konstateret problemer med alkohol eller stoffer, skal der i første omgang sættes ind med hjælp, så man undgår, at den unge dropper ud af uddannelsen.
Elever kan for eksempel blive henvist til Ungekontakten, som har stor succes med at nå de unge og få stoppet problemerne, inden de eskalerer.
- Det er ekstremt vigtigt, at de unge får en ungdomsuddannelse. Derfor vil vi heller ikke acceptere, at nogle elever ryger ud af skolen på grund af et misbrugsproblem. Vi skal i første omgang prøve at hjælpe dem, så de fastholdes i deres uddannelse, siger borgmester Peter Sørensen (S) i en pressemeddelelse.