De skal fyre op under Samsø
Festival klar med de første musiknavne
Der kommer masser af pop, rock og rap på programmet til sommerens Samsø Festival.
Så meget kan arrangørerne bag ø-festivalen afsløre. I dag er de klar med de seks første navne - alle danske - som skal underholde publikum til sommer.
Op af hatten hiver de to af de største navne inden for dansk popmusik, Medina og Rasmus Seebach. De får følgeskab af gruppen Outlandish og de to rockbands Backseat og Go Go Berlin samt raptrioen Vild Smith.
- Vi lægger hårdt ud her lige efter nytår med 6 navne der primært er garvede Samsø Festival kunstnere - et band vi har mødt før da de var meget grønne og et enkelt nyt navn. Vi glæder os til at præsentere dem alle sammen, lyder det fra festivalens arrangører.
Det er første gang, at Vild Smith er at finde på listen af kunstnere på Samsø Festival.
Festivalen, som selv kalder sig Danmarks hyggeligste, bliver i år afholdt fra den 15. til 18. juli.
I 2014 fejrede festivalen 25 års jubilæum med totalt udsolgt og masser af solskinstimer.
Du kan se eller gense TV 2 | ØSTJYLLANDs halv times reportage-program fra Samsø Festival 2014 i videoen øverst på siden.