De ser frem til en fest og en ny folkeskov

En flad mark i Hadbjerg er med, når TV2 på lørdag sender "Danmark Planter Træer". Alle kan være med til at plante træer i den nye folkeskov.

02:32

To gange Lars ser frem til, at marken ved Hadbjerg skal blive til skov. Den ene Lars tænker på træerne, den anden på grundvandet.

Folkefest ved ny folkeskov

Når TV2 på lørdag sender indsamlingsshowet, "Danmark Planter Træer", bliver der flere gange i løbet af aftenen stillet om til en stubmark i Hadbjerg. Borgmester Nils Borring håber, at mange vil møde op og plante de første træer til det, der skal være en ny folkeskov i Favrskov Kommune.

Læs også Elever planter træer for klimaet: - Vi skal passe på jorden

 

- Her kommer en storskærm, så man kan følge med i TV2's udsendelse, og der vil være spejdere, naturvejledere, biologer og vandværksfolk. Det bliver en kombination af underholdning og noget fagligt, fortæller Nils Borring.

Her kommer en storskærm, så man kan følge med i TV2's udsendelse.

Borgmester Nils Borring, Favrskov Kommune

Musikskoleelever og sangerinden Freja Eriksen står for underholdningen, og det faglige budskab fra kommunens biologer er, at marken ligger ovenpå et sart grundvandsområde, og derfor ikke længere skal bruges til intensivt landbrug men laves om til en økologisk skov. For gift og gødning truer grundvandet:

- Hvis vi fortsætter uændret, skal man i yderste konsekvens lukke nogle af vores boringer, fortæller Lars Karstenskov Andersen, der er formand for Hadsten Vandværk.

Formanden for Hadsten Vandværk, Lars Karstenskov Andersen, er glad for at marken ved Hadbjerg ikke længere skal bruges til landbrug, for dermed bliver grundvandet beskyttet. 

- Vi har udfordringer med at bevare vores rene drikkevand uden giftstoffer, vi skal have levesteder til dyrelivet, og vi som danskere har også enorm glæde af rekreative skove, supplerer Lars Heiselberg Vang Jensen fra Growing Trees, der er samarbejdspartner på indsamlingsshowet.

5 millioner træer

Læs også Jordens Dag: Massevis af træer plantet i østjysk skov

Lars Heiselberg Vang Jensen har en drøm om, at der på lørdag samles 100 mio kr. ind, det vil svarer til fem mio. træer. Selvom det lyder som rigtig mange træer, forsikrer Lars, at der nok skal findes jord nok til de mange træer:

- Der er allerede indmeldt en masse jord fra Naturstyrelsen, danske kommuner og kirker, siger Lars Heiselberg.

100 mio. kr. så meget håber Lars Heiselberg Vang Jensen fra Growing Trees, der bliver samlet ind via TV2's show, Danmark Planter Træer. Growing Trees står for at finder stederne, hvor træerne skal plantes.

Nogle af træerne skal plantes i Hadbjerg på den flade stubmark, der skal forvandles til en økologisk folkeskov.

- Jeg er ikke sikker på, at jeg når at opleve en skov med store træer, siger Favrskovs borgmester, Nils Borring. - Men jeg håber, vores efterkommere får en skov her med store træer, med varieret dyreliv, og hvor man kan komme ud og nyde naturen. Vi nyder naturen allerede her i Favrskov, vi synes bare, vi skal have mere af den. 

Læs også Derfor bliver der plantet 150.000 træer i Hinnerup