De optræder til Northside '15

Festival løfter sløret for syv nye navne

Sam Smith optræder på næste års NorthSide Festival i Ådalen i Aarhus.

The Black Keys, MØ, Interpol, John Grant og José González.

Det var de første fem kunstnere og bands, som for en måned siden blev præsenteret til næste års NorthSide Festival i Aarhus.

Nu er festivalens arrangører klar til endnu engang at løfte lidt af sløret for programmet.

I dag er det blevet offentliggjort, at Sam Smith, Alt-J, FKA Twigs, George Ezra, Jack Garratt og St. Paul & the Broken Bones også gæster Aarhus til sommer.

- Denne gang byder vi på fire af de mest omtalte og roste nye engelske navne lige nu samt lidt electro swing og moderne soul fra syv fantastiske navne, hvor seks af dem stadig har deres første danske festivalkoncert til gode, skriver festivalen på sin hjemmeside.

NorthSide Festival bliver afholdt den 12. til 14. juni 2015 i Ådalen i Aarhus.