De Nattergale giver stor check til Sølund

Trioen sagde ja til at lave en for-premiere i Skanderborg, hvor billetsalget gik til Sølund Musikfestival

Sølund Musikfestival fik torsdag overrakt en kæmpe check på 35.000 kroner fra De Nattergale, der skal gå i puljen til festivalens overlevelse.

- Det er rigtig, rigtig mange penge for os, da vi er meget afhængige af sponsorer, private donationer, fonde og legater. Så jeg er utrolig glad og taknemmelig, siger festivalleder Lasse Mortensen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Pengene er kommet ind via en for-premiere til De Nattergales egentlige premiere. Og idéen kom fra en af de lokale borgere. Poul Bjerregaard har i mange år arbejdet i Bruxelles, hvor han har arrangeret koncerter med danske kunstnere for de udlandsdanskere, der bor i Bruxelles. I den forbindelse har han haft kontakt med De Nattergale.

Men nu er han flyttet hjem til Tåning og har involveret sig i lokalsamfundet.

De Nattergale: Vi kan sagtens undvære hinanden

- Poul Bjerregaard ringede pludselig på døren en dag og sagde; "vi skal da have samlet nogle penge ind til festivalen". Derefter tog han kontakt til De Nattergale og spurgte, om de ville give en for-premiere i Skanderborg, inden premieren i Horsens, hvor billetprisen gik til festivalen. Det sagde trioen ja til - koncerten var udsolgt, og nu står jeg her med en stor check. Det er simpelthen fantastisk, siger Lasse Mortensen.

Checken blev overrakt til festivallederen i Musikhuset Aarhus torsdag eftermiddag.

På billedet ses fra venstre Uffe Rørbæk, Lasse Mortensn, Carsten Knudsen, Viggo Sommer og Poul Bjerregaard.