De løb med mine guldsmykker
81-årige Rose Jensen fik besøg af tricktyve
Antallet af tricktyverier i Østjylland er eksploderet i 2012. Indtil nu har 94 østjyske ældre borgere været offer for tricktyveri eller forsøg på tricktyveri, oplyser politikommissær ved Østjyllands Politi Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Alene i denne uge har Østjyllands Politi modtaget seks anmeldelser vedrørende tricktyverier, og en af dem kommer fra 81-årige Rose Jensen fra Randers, der onsdag fik besøg af en mand, der sagde at han skulle kigge på hendes rør under køkkenvasken.
Østjyllands Politi mener, at det er den samme personkreds der står bag de 94 tricktyverier, da fremgangsmåden ved tyverierne nærmest er identisk. En mand banker på den ældres dør og udgiver sig for at være blikkenslager.
I dag er Rose Jensen glad for at hun slap uskadt for mødet med tricktyvene, der løb med hendes kontanter og guldsmykker.