De længste ventetider
Så længe venter man på skadestuen
Hvis du er kommet til skade og skal på skadestuen, så er der stor forskel på, hvor hurtigt du kan komme til.
Skadestuen i Randers har regionens længste ventetider, når det gælder skadestuen. De 13.277 personer, der har været forbi skadestuen i Randers i år, har i gennemsnit måttet vente i over 50 minutter for at komme ind til lægen. Det er på trods af, at anbefalingerne fra Region Midtjylland er maksimalt en halv time.
- Det er alt for dårligt, for når nogle venter i 50 minutter i gennemsnit, betyder det også, at nogle har ventet i to-tre timer. Det er helt uacceptabelt, siger Jørgen Winther (Venstre), som er medlem af hospitalsudvalget, til TV 2 | ØSTJYLLAND. Han tilføjer, at han nu vil tage det op på næste hospitalsudvalgsmøde om en uge.
I Aarhus, derimod, er ventetiden nede på omkring 18 minutter, selvom de modtager langt flere patienter på skadestuen - nemlig hele 31.617 i år.