- De kommer tæskende med 150 km/t
Beboere ved hovedvejen mellem Randers og Mariager kræver handling efter to alvorlige ulykker. Se tv-indslag.
Det var en særdeles blodig weekend på landevejen mellem Randers og Mariager.
Tidligt fredag aften blev en 29-årig mor og hendes otte-årige søn dræbt, da en spritbilist kørte direkte ind i den bil, familien kørte i.
Senere døde også kvindens tre-årige datter af de kvæstelser, hun pådrog sig i forbindelse med uheldet.
Godt et døgn senere gik det galt igen. Her kørte syv unge fra Århus-området galt i en stjålet Peugeot-personbil kun 10 kilometer fra det sted, hvor det gik galt fredag aften.
Ifølge Ole Bjerg, der bor tæt på det sted, de tre personer blev dræbt, har der været ni voldsomme trafikulykker inden for ganske få meter inden for de seneste 20 år.
- De kommer jo kraftedeme tæskende dernede fra bakken af med 150 km/t, siger han til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ole Bjerg mener, at kanten af vejens asfaltbelægning kan være en af årsagerne til ulykken. Hvis bilister med meget høj fart rammer den flere centimeter høje asfaltkant, forsøger de at rette op og havner dermed i den modsatte kørebane.
Du kan se et tv-indslag om weekendens voldsomme trafikulykker ved at klikke i boksen ovenfor til højre.