De hørehæmmede jubler: God festivallyd for døve ører
Smukfest i Skanderborg kan i år tilbyde alle hørehæmmede gode lydoplevelser med hjælp fra en teleslynge
Jeanette Bille har gennem mange år været flittig gæst på Smukfest i Skanderborg, men ofte har hun valgt koncerterne fra. Et høretab har betydet, at musikken kun lød som støj i hendes ører. Men nu er der fundet en løsning.
- For et par år siden tænkte jeg, at det skal være bedre, og så gik jeg til arrangøren, fortæller Jeanette Bille.
SE OGSÅ: Smukfest-gæster kan lave lystegninger som Asger Jorn
Hos Smukfest folkene var det en åbenbaring, for det viste sig, at hun langt fra var alene med problemet. Så man gik i tænkeboks for at gøre koncertoplevelserne bedre for de hørehæmmede. Og løsningen var langt fra så kompliceret som frygtet.
En teleslynge bliver sat op på festivalen, og så kan alle med høreapparat få lyden fra koncerterne direkte ind i øregangen.
Fik tårer i øjnene
- De får en halsslyngemodtager på, og så får de via teleslyngen lyden fra mixeren direkte ind i høreapparat, forklarer Kent Andersen fra firmaet Phonak, der har leveret teleslyngen til Smukfest.
Faktisk blev ordningen testet af blandt andre Jeanette Bille sidste år med stor succes.
- Der kunne jeg lige pludselig også høre, hvad musikerne snakkede om på scenen. Det var helt fantastisk, og jeg fik tårer i øjnene, lyder det fra hende.
I år bliver det så tilbudt alle.
Du kan se mere om initiativet i indslaget øverst i artiklen.