- De er dansens svar på Messi
Aarhusianske dansere spås gode chancer på den internationale dansescene
Malthe Brinch Rode og Sandra Sørensen er to navne, der er værd at bide mærke i, når det kommer til talentfulde, danske dansere.
De to dansere bor begge i Aarhus og kvalificerede sig for nyligt til semifinalene ved europamesterskaberne i latindans, som blev afholdt i netop deres hjemby.
Hvis man skal tro den professionelle danser og tidligere Vild med dans-vinder Mads Vad, kan Malthe og Sandra nå rigtig langt. Han kalder dem fremtidens par i latindans og er ikke bleg for at sammenligne dem med verdens bedste fodboldspiller:
- Det er lidt ligesom, når man ser fodbold og lige pludselig så ser man Messi. Så selvom man ser fodbold hver dag, så kan man godt se, at det er noget specielt. De to de er dansens svar på Messi, siger han.
Sandra Sørensen og Malthe Rod Brinch er tidligere blevet nummer to ved DM. De træner hårdt hver eneste dag både på dansegulvet og ved fysisk aktivitet som for eksempel cykelture på mountainbike.
De fandt sammen som dansepar i 15-års alderen. Inden de dannede par som dansere, gjorde de det privat, men forholdet som kæreste holdt ikke.
I dag er de glade for at have fundet hinanden på dansegulvet og drømmer om at gå hele vejen:
- Vi kan ikke sige, at nu satser vi om fem år, for der er det for sent. Vi vil hellere satse nu og sige, at uddannelse kan vi tage, hvis det ikke lykkes.
For at kunne opnå støtte fra Team Danmark skal de to Aarhus-dansere gennemføre en ungdomsuddannelse. De er derfor i gang med at tage en HF ved siden af dansen.
Du kan møde de to energiske dansere i tv-indslaget øverst i artiklen.