De borgerlige er splittede

Kold luft i flere kommuner op til valget

Kampen om vælgerne er i fuld gang op til kommunalvalget den 19. november. Men flere steder rundt i det østjyske ulmer det i blå blok. Det fortæller DR Østjylland.

I Skanderborg er de Konservative gået langt uden om Venstre op til valget, og spidskandidat for de Konservative Jan Krogh Rasmussen, vil godt bekræfte, at der i øjeblikket er borgerlig splittelse i kommunen.

- Sådan kan du godt tolke det. Det er i hvert fald en borgerlig markering fra vores side om, at vi ikke vil sidde udenfor. Det var blevet mere og mere sådan, at vi følte os lagt ind under Venstre, og ikke var i et ligeværdigt samarbejde. Det betyder, at vi er druknet med vores egen politik.

I Silkeborg er luften mellem de to partier også kold. Her melder de Konservative om politisk usikkerhed i forhold til venstre, som de ikke ved, hvor står.

I Syddjurs er der dog tilsyneladende ingen samarbejdsproblemer mellem de Konservative og Venstre, der sågar har indgået valgforbund sammen. Til gengæld retter de Konservative her skytset mod den blå Borgerliste gennem et læserbrev i lokalavisen. Det undrer spidskandidat for Borgerlisten, Hardy Vinther.

- Jeg har ikke meget til over for det. Det pudsige er jo, at de Konservatives spidskandidat ved sidste valg skiftede over til netop Borgerlisten. Det er de vel skuffet over, og så fyrer de sådan en bredside af.

I følge professor Peter Mortensen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet behøver konflikterne ikke have en negativ konsekvens for partierne.

Tværtimod skaber det netop opmærksomhed, som er altafgørende i en valgkamp, siger han.