De bider negle i Venstre

Usikkert, hvem der snupper de fjerde V-mandat i Østjylland

Disse fire Venstre-politikere bejler til det samme mandat. Kun én af dem får formentlig en plads i Folketinget.

Der er fredag eftermiddag stor spænding om, hvilke Venstre-politikere der i fremtiden skal repræsentere Østjylland i Folketinget.

I Østjyllands Storkreds mistede Venstre tre af deres syv mandater, og der bliver derfor trængsel om pladserne i Folketinget.

Af de fire tilbageværende mandater forventes EU- og udviklingsordfører Jakob Ellemann-Jensen, tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen og it- og kulturordfører Michael Aastrup Jensen fra Randers at tage de tre første mandater.

Der er derimod langt større usikkerhed om, hvem der snupper det fjerde mandat.

Fire folketingsmedlemmer bejler til pladsen. Det er ifølge Ritzau erhvervsordfører Kim Andersen, ligestillingsordfører Fatma Øktem, handicapordfører Anne-Mette Winther Christiansen og Færøerne-ordfører Finn Thranum.

Først når samtlige personlige stemmer overalt i Østjylland er talt op, står det fast, hvem der fremover rykker ind på Christiansborg - og hvem der ikke får en taburet i folketingssalen.

De personlige stemmetal i samtlige østjyske kredse forventes at være talt op kl. 19 fredag aften.