De bedste fødevarer
Østjyske producenter nomineret til fødevarepris
Hvor i landet finder man den bedste, danskproducerede fødevare?
Det skal der nu findes et svar på, når Salling Fondene for første gang nogensinde uddeler en ny fødevarepris.
11 producenter er nu blevet udvalgt som finalister, og det er derefter op til en jury at udvælge vinderen.
To østjyske fødevareproducenter er med i opløbet om at vinde Sallings Fødevarepris 2014. Det er Samsø Landkækken og Mariendal Mosteri ved Grenaa, som med sin henholdsvis rapsolie og æblemost, er blevet nomineret.
Hos Salling Fondene håber man, at prisen kan være med til at sætte endnu mere fokus på danskproducerede fødevarer:
- I Danmark har vi en lang tradition for at producere unikke fødevarer, og der er i disse år heldigvis kommet øget fokus på den helt særlige kvalitet, danske producenter kan levere. Med Sallings Fødevarepris ønsker vi at skubbe endnu mere på denne udvikling og hylde de producenter, store som små, der tør udvikle ekstraordinære smagsoplevelser, siger Karin Salling, næstformand i Sallingfondene.
Det er Salling, Jyllands-Posten og Food Organisation of Denmark, som står bag uddelingen af prisen med støtte fra Salling Fondene.
Her kan du se alle finalisterne til Sallings Fødevarepris 2014:
Delikatesser
- Rævhede skinke - Langtidsmodnet, koldrøget, krydret skinke af svinekød, Rævhede Naturprodukter, Aabybro
- Fennikel Salami - Ekstra tørret salami efter klassisk opskrift med pikant smag af fennikel Aalbæk specialiteter, Billund
Fisk/skaldyr
- Lyngrøget laks - Laks koldrøget over Vesterhavslyng, Klausens Fisk og Skaldyr, Hune Blokhus
Frugt/grønt
- Lottes hvidløg - Økologiske, danskdyrkede hvidløg, Lottes Hvidløg, Faxe
Kød og fjerkræ
- Dansk kronhjort - Mørbrad fra dansk kronhjort - Rævhede Naturprodukter, Aabybro
- St. Lyngdal baconpølse - lavet af kød fra frilandsgrise og limousinekalve, St. Lyngdal, Sorring
Mejeri
- Mammen Danablue+60 - Dansk blåskimmelost fra Drøsbro Mejeri, Thorsø
- Winter Spring, nordisk isdessert baseret på kamilleis og æblesorbet, WS Group, København
Vin, øl og spiritus
- Pomé - Aperitif-brændevin fremstillet af friskpresset fynsk æblemost lagret på egefade, Aqua Vitae Sydfyn, Skaarup
- Young Rye, June 2014 -Whisky fremstillet af dansk rug og lidt byg fra Vestjylland. Stauning Whiskey, Skjern
Øvrig kolonial
- Røget koldpresset rapsolie - Dansk koldpresset rapsolie røget over bøgeflis, Samsø Landkøkken, Samsø
- Æblemost med ribs og solbær - Frisk most fremstillet af danske discoveryæbler tilsat solbær og ribs, Mariendal Mosteri, Grenaa