DBU reagerer på ny Lyngby-historie
Randers FC's chancer for at undgå nedrykning stiger
Gentagne historier om særprægede kontrakter i Lyngby BK får nu Dansk Boldspil-Union til at undersøge kontraktforholdene i superligaklubben nærmere.
- Jeg kan bekræfte, at oplysningerne i Lasse Rises aftaleforhold og de nye påstande omkring aflønningen af Kim Aabech betyder, at vi - parallelt med den aktuelle sag i DIF's appeludvalg - indleder nye undersøgelser af kontraktforholdene i Lyngby Boldklub, siger han til sporten.tv2.dk.
Lyngby blev i sidste uge idømt en bøde på 75.000 kroner, fordi klubben sideløbende med den officielle standardkontrakt indgik en såkaldt skuffeaftale med Kim Aabech i december sidste år.
Samtidig er der imidlertid i Ekstra Bladet dukket historier op om flere andre mystiske kontrakter i Lyngby, herunder til kantspilleren Lasse Rise.
Og senest har avisen lørdag offentliggjort en sms, hvor Kim Aabechs rådgiver Jacob Laursen angiveligt beskriver, hvordan Lyngby hver måned udbetaler 21.000 sorte lønkroner til angriberen.
Laursen vil dog ikke kommentere avisens oplysninger, men Lyngbys bestyrelsesformand, Torben Røsler, siger til sporten.tv2.dk, at Lyngby aldrig har betalt sorte penge til Kim Aabech.
Nedrykning er en mulighed
I sagen om Aabechs ekstra kontrakter, der bliver behandlet af DIF's appeludvalg på onsdag, er Lyngby altså tidligere blevet idømt en bøde på 75.000 kroner.
Lyngby kunne ifølge DBU's regler også godt have været idømt en pointstraf, men det valgte disciplinærudvalget dengang ikke at gøre.
Det er de dog langt fra tilfredse med i Randers FC.
Derfor har kronjyderne anket afgørelsen til DIF's appeludvalg i håb om, at Lyngby får en pointstraf, der i så fald vil gøre, at Lyngby rykker ned i 1. division - og at Randers i stedet bliver i Superligaen.