David Nielsen og AGF lider tredje nederlag i træk

Krisen i AGF er ikke slut endnu. Fredag aften tabte holdet 1-4 hjemme mod topholdet FC Nordsjælland

Det var klart spillerne fra FC Nordsjælland, der havde mest at glæde sig over under kampen mod AGF. Foto: Henning Bagger - Scanpix

Der blev gået til stålet i opgøret på Ceres Park, og som altid gik AGFs Martin Spelmann forrest. Foto: Henning Bagger - Scanpix

AGF havde hele kampen igennem sit hyr med at styre Nordjællands teknisk stærke profiler. Foto: Henning Bagger - Scanpix

1 af 3

David Nielsen har i sine tre forsøg endnu ikke prøvet at få point som AGF-træner.

Fredag blev hans mandskab straffet for en række fejl og passivt forsvarsspil, hvilket gæsterne fra FC Nordsjælland udnyttede til fulde.

Derfor kunne holdet fra Farum tage hjem fra Aarhus med en 4-1-sejr, der igen sendte FCN på førstepladsen i Alka Superligaen med 29 point.

Efter nederlaget ligger AGF på tiendepladsen og har seks point op til sjettepladsen.

I en livlig start på kampen med gode angrebsintentioner i begge ender var det gæsterne, der var skarpest, og FCN kom foran efter syv minutter.

Kanstrup med sit første mål

Karlo Bartolec overløb Frederik Møller på højrekanten, og Bartolec fandt med et fladt indlæg Ernest Asante, der bragte FCN på 1-0.

Ti minutter senere udlignede Pierre Kanstrup på et hovedstød til 1-1 efter et hjørnespark. Det var AGF-anførerens første mål siden sommerens skifte fra Sønderjyske.

Der var kortvarigt glæde og jubel blandt AGFs spillere, da Pierre Kanstrup udlignede til 1-1. Foto: Henning Bagger - Scanpix

FC Nordsjælland sluttede dog første halvleg bedst af og gik til pause foran 2-1.

En god FCN-periode kulminerede med, at Mathias Jensen fik masser af tid og plads udenfor feltet, og så kunne midtbanespilleren sparke bolden fladt forbi en passiv Alexander Jovanovic.

"Duncan" brændte straffe

De defensive kvaler var dog ikke overstået for AGF.

To minutter efter pausen fik FCN frispark på kanten af feltet, og det krøllede Emiliano Marcondes ind til 3-1-føring til gæsterne.

03:42

Kasper Junker fik heller ikke scoret for AGF i dag, selvom chancerne i den grad var der. Han regner dog selv med, at det snart vender. 

Luk video

Utilfredsheden var stor på lægterne, og den blev ikke mindre.

Senere i halvlegen brændte Morten "Duncan" Rasmussen et straffespark, og 12 minutter før tid lukkede Emiliano Marcondes opgøret ved at score til 4-1 på et straffespark.

Før det mål blev AGF snydt for et straffe, da FC Nordsjællands Patrick Mtiliga tog bolden med hånden på stregen efter en afslutning fra Martin Spelmann. Dommerne overså situationen, og AGF tabte dermed 4-1. 

Sejren var FC Nordsjællands første i Aarhus i fire år.

AGF-FC Nordsjælland 1-4 (1-2)

0-1 Ernest Asante (8. minut)
1-1 Pierre Kanstrup (17. minut)
1-2 Mathias Jensen (40. minut)
1-3 Emiliano Marcondes (48. minut)
1-4 Emiliano Marcondes (78. minut/str.)

Tilskuere: 5.173