AGF-cheftræner efter nederlag: - Der er bund i mit hold

Selv om AGF tabte fredag, var der optimisme på det aarhusianske hold, som havde energi i spillet mod Brøndby

AGF tabte fredag aften med 0-2 på Brøndby Stadion. Foto: Lars Møller - Ritzau Scanpix

AGF tabte fredag aften sin fjerde kamp på stribe, da klubben på udebane i Superligaen måtte se Brøndby løbe med en 2-0-sejr.

Cheftræner David Nielsen vil da også gå med til at kalde det en resultatmæssig krise, men indsatsen mod Brøndby giver ham optimisme.

Læs også Nyt AGF-nederlag: Taber 0-2 til Brøndby

- Hvis man er i krise, leverer man dårlige præstationer. Mod Brøndby fik jeg den præstation, jeg gerne ville have.

- Det var vigtigt at se, at der var bund i holdet, og at vi fandt vores energi og holdånd tilbage, og det gjorde vi, siger David Nielsen.

Næste opgave for aarhusianerne er en hjemmekamp mod AC Horsens den 26. november. Foto: Lars Møller - Ritzau Scanpix

David Nielsen bakkes op af den erfarne forsvarsspiller Jesper Juelsgård, som slet ikke mærker krisestemning i Aarhus-klubben, som trak mange fans til Brøndby.

Jeg er positiv, fordi vi har et rigtig godt sammenhold. Vi får talt tingene igennem, og vi træner virkelig godt.

Jesper Juelsgård, AGF

- Jeg synes for det første, at det er fantastisk, at der kom så mange fans. Det giver en følelse af, at vi gør noget rigtig på træningsbanen, og at vi viser fight i kampene, siger Juelsgård.

- Jeg er positiv, fordi vi har et rigtig godt sammenhold. Vi får talt tingene igennem, og vi træner virkelig godt.

- Vi ved, der er ting, vi skal blive en del bedre til, og jeg glæder mig bare til den næste kamp, siger Jesper Juelsgård.

Brøndby sikrede sig fredag sejren på et drømmehug fra Dominik Kaiser og en straffesparkscoring af Kamil Wilczek, men kampen kunne være gået i en helt anden retning.

AGF-målmand Óscar Whalley måtte forlade banen før holdkammeraterne, da han blev præsenteret for det røde kort.  Foto: Lars Møller - Ritzau Scanpix

Lige før pausen blev belgiske Ryan Mmaee nedlagt i Brøndbys felt, og der blev appelleret for straffespark fra AGF-spillerne.

- Der var selvfølgelig straffespark, og sådan nogle små ting skal man have med sig, når man spiller på Brøndby Stadion.

- Hvis vi havde fået straffespark og var kommet foran, så ville det have været helt åbent, siger David Nielsen.

AGF er på niendepladsen i tabellen. Næste opgave for aarhusianerne er en hjemmekamp mod AC Horsens den 26. november.

Brøndby IF-AGF 2-0 (0-0) 

1-0: Dominik Kaiser
2-0: Kamil Wilczek

Tilskuere: 12.452