Datter raser mod Classic Race: Dybt forkasteligt at snyde hjerneskadede

Inden årets racerløb tilbød Classic Race Aarhus støjgenerede naboer 5.000 kr. Stefanshjemmet ligger klos op ad løbet, men her må 20 beboere deles om beløbet

02:28

VIDEO: Susanne Nitschke Holcks mor er senhjerneskadet og bor på Stefanshjemmet i Aarhus.

Stefanshjemmet får godtgørelse

Efter TV2 ØSTJYLLAND er gået ind i sagen har Classic Race besluttet at efterkomme kravet fra Stefanshjemmet om godtgørelse. Læs mere i linket nedenfor.

Læs også Classic Race lægger sig ned: Hjerneskadede får penge

Kære Naboer.

Hvis I bor i et hus i første række omkring banen på Strandvejen, Oddervej eller Carl Nielsens Vej, og I føler jer så generet af vores event, at I gerne vil rejse væk i weekenden, tilbyder vi jer et lækkert weekendophold, som vi finder sammen. Værdi på op til 5.000 kroner.

Sådan indleder arrangøren af Classic Race i maj et brev til løbets nærmeste beboere.

For udover at tiltrække tusindvis af motorglade gæster, larmer racerbilerne på banen en del.

Stefanshjemmet ligger på hjørnet af Carl Nielsens Vej og Strandvejen i Aarhus.

Og her takkede 20 af hjemmets 44 beboere ja til at rejse væk i den weekend, hvor Classic Race foregik.

Stefanshjemmet ligger på hjørnet af Carl Nielsens Vej og Strandvejen i Aarhus. Foto: Google Street View

Napper og bider ved uro

En af dem er Susanne Nitschke Holcks mor på 76 år, der bor på Stefanshjemmet. Hun blev hjerneskadet som voksen efter blodpropper i hjernen og en hjerneblødning.

Turen gik til Slettestrand, som er et feriecenter i Fjerritslev i Nordjylland.

Læs også Classic Race vil give et hotelophold til støjplagede naboer: - Det er useriøst

- Når der er for meget uro, kan hun ikke sortere i indtryk. Eftersom min mor har meget lidt ekspressivt sprog, så bliver hun aggressiv. Hun napper og bider ud efter personalet. Hun kan ikke rumme alt den uro omkring hende, siger Susanne Nitschke Holck til TV2 ØSTJYLLAND.

02:39

VIDEO: Se et tv-indslag om kritikken fra Stefanshjemmet og Classic Races svar.

Luk video

2.200 for at komme væk

Beboernes egen finansiering for opholdet på Slettestrand fra den 25. maj til den 28. maj var 2.200 kroner per beboer.

Stefanshjemmet har derfor på vegne af de 20 beboere anmodet Classic Race om at få dækket de 2.200 kroner. 

Men så nemt går det ikke.

01:53

VIDEO: Det bedste er at få høreværn på, for lyden til Classic Race er høj, siger Erik Morten Jensen, der er forstander for Stefanshjemmet. Se hele interviewet med ham her.

Luk video

Classic Race vurderer, at Stefanshjemmet er én husstand og ikke 44 individuelle lejligheder, selv om der er tale om 44 lejemål med 44 lejekontrakter.

- Dem, der bor her på Stefanshjemmet, blev i første omgang meget begejstrede, da udmeldingen om de 5.000 kroner kom. Da svaret kom fra Classic Race kom, blev de skuffede over, at det alligevel ikke var 5.000 kroner, siger Erik Morten Jensen, der er forstander på Stefanshjemmet.

De 20 beboere, der har deltaget i opholdet på Slettestrand, kan derfor få 5.000 kroner til deling. Det svarer til 250 kroner per beboer.

- Det er dybt forkasteligt, at man lader Stefanshjemmet være én bolig. Det er trods alt 44 individuelle boliger, der betaler licens enkeltvis. Det er usmageligt, når andre borgere herude i området kan få 5.000 kroner per husstand, siger Susanne Nitschke Holck.

01:16

VIDEO: Nogle af beboerne synes, at Classic Race er rigtig fedt. Andre synes, at det er træls, fortalte terapeut fra Aarhus kommune Helle Nygaard. Se hele indslaget her. Indslaget er fra 19. maj 2017.

Luk video

Arrogant 'dom'

Hun mener ikke, at det kan være rigtigt, at svage beboere, der er afhængige af andres hjælp, snydes for muligheden for at komme væk.

- De kan ikke en gang gå en tur væk fra området, mens støjen står på. At man så tillader sig at komme med den arrogante ’dom’ og give Stefanshjemmet 5.000 kroner til deling, siger Susanne Nitschke Holck og tilføjer:

Ud af deres invalidepension og egne lommepenge skal de selv betale de 2.200 kroner.

Susanne Nitschke Holck, pårørende til beboer på Stefanshjemmet

- Vi har med samfundets svageste borgere, der ikke kan klare sig selv at gøre. For manges vedkommende har de en invalidepension at klare sig for. Ud af deres invalidepension og egne lommepenge skal de selv betale de 2.200 kroner, siger Susanne Nitschke Holck.

Læs også Borgerne flygter fra racerløb: Det er uudholdeligt

Stjæler fra børn

At Classic Race også skriver i brevet til løbets støjplagede naboer, at pengene går fra arbejdet med børns trafiksikkerhed, giver hun ikke meget for.

Læs også Naboer til Formel 1 skal beskyttes mod støj

- I mine ører lyder det som om, at de beboere og borgere herude i området, der kan gøre krav på de 5.000 kroner, stjæler fra børn. Det er ganske urimeligt og en arrogant holdning at have, siger Susanne Nitschke Holck.

Artiklen opdateres med kommentar fra Classic Race. Foreløbig udtaler direktøren for Classic Race Mike Legarth til TV2 ØSTJYLLAND følgende: 

- Jeg kigger konstruktivt på problemstillingen.

Brevet til områdets områdets beboere i forbindelse med Classic Race.

Stefanshjemmet

Stefanshjemmet består af 44 2-værelses lejelejligheder. Derudover er der et aktivitetscenter for eksterne borgere.

Stefanshjemmet er et socialpædagogisk botilbud og aktivitetscenter til mennesker, der har et fysisk handicap og/eller har pådraget sig en hjerneskade.