Date en psykisk syg
Alternativ kampagne skal skabe opmærksomhed om bipolare lidelser
'Er du bange for mig?'
Sådan lyder overskriften på DepressionsForeningens kampagne, der skal oplyse danskerne om bipolare lidelser - tidligere kendt som maniodepressive lidelser.
Ifølge en undersøgelse mener hver femte dansker, at folk med en bipolar lidelse er mere farlige end andre. Det er en af de fordomme, kampagnen vil bryde op med.
- Jeg bliver altid en lille smule stødt og ked af det, over at folk kigger på mig og kun ser min sygdom. Den er jo kun en lille del af mig, fortæller Mikaela Sindesen, der selv er bipolar, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Lær på daten
Nu har Mikaela Sindesen valgt at lave sin egen kampagne. I et opslag på Facebook skriver hun, at hun vil på dates med fem forskellige mænd for at brede sit budskab.
- Jeg håber på at opnå en snak om, at bipolare ikke er farlige, og at det billede, der bliver vist i film, ikke er sandheden. Det er meget mere nuanceret, siger hun.
Undersøgelsen fra DepressionsForeningen viser desuden, at over halvdelen af unge mellem 15 og 19 år ikke ville følge sig tryg ved at gå på date men en person med bipolar lidelse.
I indslaget ovenfor kan du se Mikaela Sindesen fortælle sin historie.
Kunne du tænke dig at komme på date med Mikaela, kan du skrive en mail til foredrag@sindesen.com.