Dårlig mælk solgt i Århus
Thise Mejeri hjemkalder et parti mælk, der blandt andet er blevet solgt i et supermarked i Århus.
Mælk i en mælketank, der ikke blev nedkølet tilstrækkeligt hurtigt, fik lørdag Thise Mejeri til at hjemkalde et mindre parti mælk. Der er ingen sundhedsrisiko ved at drikke mælken, der er alene tale om en smagsafvigelse, men mejeriet opfordrer alligevel kunderne til at levere mælken tilbage og få pengene igen.
Det drejer sig om sødmælk, letmælk og skummetmælk i Irma's Økologisk Balance-serie fremstillet af "sortbroget mælk", samt om sødmælk, letmælk og skummetmælk, der forhandles i SuperBrugsen Egeris i Skive, Kvickly Åbyhøj i Århus samt i Thise Købmandshandel.
Straks da fejlen var konstateret lørdag formiddag, blev produkterne fjernet fra hylderne i de pågældende forretninger. Mælken er dateret med produktionsdato den 20. oktober og tappetidspunktet er i intervallet 18.00 - 21.15. /ritzau/