Dårlig kylling gav løbere dårlig mave
Stafylokokbakterier i kyllingesandwiches var skyld i diarré og opkast hos omkring 150 løbere i Silkeborg.
Enkelte måtte indlægges på hospitalet, mens omkring 150 andre løbere onsdag i sidste uge var tvunget til at tilbringe lang tid på toilettet, efter de havde deltaget i stafetløbet ved Almindsø ved Silkeborg.
Nu er Fødevarestyrelsen kommet frem til, at årsagen til løbernes mavesmerter, opkast og diarré skal findes i de kyllingesandwiches, som blev serveret til løbet.
- Kyllingefyldet var fremstillet på Silkeborgskolen og leveret i kølevogn til løbet. De bakterier, der har smittet løberne, er sandsynligvis tilført fra hænder, efter kyllingerne er stegt, og har så haft meget gunstige vilkår for at vokse, da nedkølingen af kyllingekødet har været for langsom, skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.