Danskere ud af lavtlønsjob i rekordfart
Danskerne kommer væk fra de dårligst betalte job med rekordfart. Det viser ny undersøgelse fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
Danmark er et af de lande i verden, der har færrest lavtlønnede, og danskerne kommer væk fra de dårligst betalte job med rekordfart.
Det viser en ny, international undersøgelse fra Handelshøjskolen, Aarhus Universitet.
Resultaterne afliver også den amerikanske drøm.
De fleste af USA's lavtlønnede er nemlig "stucked for good."
Undersøgelsen viser, at Danmark har den mindste andel lavtlønnede blandt lande som Frankrig, Holland, USA, Tyskland og Storbritannien. Kun Frankrig kan måle sig med os på mobiliteten ud af de lavtlønnede job.
- Der er formentlig tale om to verdensrekorder - i hvert fald internationale topresultater - da det er nogle af verdens stærkeste nationer på området, som vi sammenligner os med, siger den danske projektleder og professor Niels Westergård-Nielsen fra Handelshøjskolen.
Ifølge undersøgelsen har Danmark det højeste mindstelønsniveau blandt alle lande i undersøgelsen.