Danske Spil efterlyser heldig østjyde

To østjyder er blevet lottomillionærer. De ved det bare ikke endnu.

To østjyder kan nu kalde sig millionærer. Foto: Kristian Brasen - Scanpix

To heldige østjyder er hen over weekenden blevet millionærer. Men ingen af dem ved det endnu.

Den heldigste havde købt sin kupon i Kvickly i Ry, og kan se frem til den glædelige nyhed om, at han eller hun er blevet seks millioner kroner rigere, når kuponen indløses.

Læs også Politiet snuppede 80 i trafikken - flere risikerer kortet

- Vi har endnu ikke hørt fra den heldige kunde, siger presse og kommunikationskonsulent ved Danske Spil, Camilla Cornelius til TV2 ØSTJYLLAND.

Millionærgaranti

Men kunden i Ry er ikke den eneste særdeles heldige østjyde. En plus-spiller fra Odder Kommune kan også kalde sig millionær efter, at han eller hun har vundet Millionærgarantien. Det betyder, at der inden længe lander en million kroner på spillerens konto.

Danske Spil ringer altid til plus-spillerne og ønsker tillykke med gevinsten, men har ikke kunnet træffe vinderen fra Odder. De får altså overbragt den gode nyhed, når de tjekker deres bankkonto.

Læs også Rune lever i støj - nu er der måske hjælp på vej

- Vinderen i Ry skal gå ind til en hvilken som helst forhandler, og får kuponen kørt ind i systemet, siger Camilla Cornelius. 

Systemet i butikken fortæller spillerne, hvis de har vundet mere end 10.000 kr. Herefter kan de gå i banken, hvor de kan få et forskud på 200.000 kroner, indtil resten af gevinsten lander på bankkontoen efter et par uger.