Danske Spil efterlyser flere millionærer

I alt seks potentielle millionærer har ikke hentet gevinsten fra deres vinderkupon købt i 2018. To af dem er fra Østjylland.

Der har været held på flere lotto-kuponer købt i Østjylland i 2018, og to af dem er endnu ikke blevet indløst. Foto: Nils Meilvang - Scanpix

I 2018 har Danske Spil gennem de fire store lotterispil udklækket ikke færre end 202 nye millionærer, men seks af dem har ikke indløst deres gevinst. De efterlyses nu.

Det er helt essentielt for os at få sendt pengene afsted til dem, der har været så heldige at vinde. Derfor går vi også offensivt ud og efterlyser de manglende millionærer.

Pernille Wendel Mehl, adm. direktør Danske Lotteri Spil

- Det er helt essentielt for os at få sendt pengene afsted til dem, der har været så heldige at vinde. Derfor går vi også offensivt ud og efterlyser de manglende millionærer, siger adm. direktør i Danske Lotteri Spil, Pernille Wendel Mehl, i en pressemeddelelse.

- Måske kommer man selv i tanke om, at man har en kupon, der ikke er blevet præmiesøgt, liggende et sted, eller man taler med vores forhandlere derude og bliver mindet om det den vej, fortsætter hun.

Direktøren påpeger, at man med Danske Spils Millionærgaranti godt kan have vundet, selvom man havde nul rigtige. Så det er med at tjekke sin aflagte kupon, forklarer hun.

For nylig blev der indløst en kupon til en værdi af over fire mio. kr. hos Centerkiosken i Hammel.  Foto: Privat

Leverer underholdning

I Østjylland er der købt to kuponer med milliongevinster på.

Hos Rema 1000 på Romalt Boulevard i Randers er der i uge 30 købt en kupon, der er én mio. kr. værd, ligesom der hos Skjold Burne i Søndergade i Hadsten i uge 47 er købt en kupon af samme værdi.

Begge kuponer er der gevinst på via millionærgarantien, så det er enten en Vikinglotto til om onsdagen eller en lørdagslotto.

Læs også Efterlysning: Ejer af kupon med Joker-millioner søges

- Vi er glade og stolte over, at have skabt så mange millionærer i 2018 og i det hele taget. Vi er sat i verden for at levere underholdning til danskerne, og det tænker jeg også, vi har gjort, når så mange milliongevinster er blevet udbetalt til heldige vindere i løbet af sidste år, siger Pernille Wendel Mehl.

For nylig efterlyste Danske Spil også 2019's første lottomillionær, som havde købt en onsdagslotto til den 2. januar hos Centerkiosken i TemaCentret i Hammel.

Lå nummer 1

Kuponen var 4.381.215 kr. værd, og her har den heldige meldt sig.

- Vi er jo nummer 1 på pengelisten i år. Som forhandler håber man på tre ting. Enten at man selv vinder - men jeg spillede ikke i går - at der ingen vinder er så præmiepuljen stiger, eller at en kunde vinder den store gevinst, sagde kioskejeren Jan Lyk Eskildsen den 3. januar til TV2 ØSTJYLLAND.

Det er sjovt, at det lige er onsdagslotto-kuponerne, som der er held med, for det er den laveste af lotto'erne rent omsætningsmæssigt.

Jan Lyk Eskildsen, Centerkiosken Hammel

Jan Lyk Eskildsen huskede, at der onsdag er ramt seks rigtige to gange tidligere, hvor gevinsterne dog har været mere beskedne end i år.

- Det er sjovt, at det lige er onsdagslotto-kuponerne, som der er held med, for det er den laveste af lotto'erne rent omsætningsmæssigt. Tidligere er der vundet 1,6 og 1,8 mio. kr. her i kiosken, fortalte indehaveren.

Danske Lotteri Spil indbefatter Lotto, Eurojackpot, Quick og Vikinglotto. 

Her er kuponerne købt

De uafhentede gevinster er købt hos følgende forhandlere i løbet af 2018:

 

Uge 15: 3.000.000 købt i Rema 1000 i Hobro

Uge 30: 1.000.000 købt i Rema 1000 på Romalt Boulevard i Randers

Uge 40: 1.000.000 købt i Fakta i København NV

Uge 44: 1.000.000 købt i Spar i Nørager

Uge 47: 1.000.000 købt i Skjold Burne i Søndergade i Hadsten

Uge 51: 1.000.000 købt i Sunds Kiosk Sunds

 

På gevinster over 200 kr. har man et år fra trækningsdatoen til at henvende sig til Danske Spil med henblik på at få udbetalt sin gevinst.

 

Kilde: Danske Spil