Danske Spil: AGF på vippen til top seks - men glem guldet
Danske Spils oddssættere har nogenlunde tiltro til AGF i den kommende sæson, men guld kan fansene godt glemme alt om
AGF går en fin sæson i møde, hvor holdet godt kan ende med at slutte i ligaens top seks.
Det er vurderingen fra Danske Spils oddssættere tre dagen inden, AGF tager hul på en ny sæson.
- AGF har haft et fantastisk transfervindue, og de kommer helt sikkert til at byde de store hold op til dans i de indbyrdes opgør, siger Peter Emmike Rasmussen, der er oddsansvarlig i Danske Spil, i en pressemeddelelse.
Læs også
Selv om han forudser en fin AGF-sæson, så vokser træerne ikke ind i himlen.
Et AGF-mesterskab i foråret 2018 giver pengene 100 gange igen.
- Vi tror ikke, at guldet ryger tilbage til Aarhus i denne sæson. Bredden på holdet er ikke god nok til at stå distancen over en hel sæson. Det indikerer odds 100 også, siger Peter Emmike Rasmussen.
Han fortæller, at de aarhusianske oddset-spillere er optimistiske på vegne af AGF. Således står aarhusianerne bag mere end halvdelen af spillene på AGF som dansk mester.
Peter Emmike Rasmussen spår, at det er et åbent spørgsmål, om AGF ender i top seks.
- De spillertilgange, som AGF har fået, har gjort holdet stærkere, og derfor tror vi også, at holdet kommer til at kæmpe om at komme i mesterskabsslutspillet, siger han og uddyber:
- Det bliver et spørgsmål om marginaler, for både FC Nordsjælland, OB, Randers, AaB, AGF og Lyngby kommer til at kæmpe om de sidste pladser, men med de individuelle kvaliteter, tilgangene bringer med sig, så kan top 6 placeringen sagtens falde ud til AGFs fordel.
AGF indleder sæsonen fredag klokken 18, hvor AC Horsens gæster Aarhus.