Danske skove har det ringe og er blevet mørkere

Vilde bier og sommerfugle har brug for blomster og lys. Moderne skovbrug betyder stort tab for biodiversiteten.

Skovbrug betyder, at der kommer for lidt lys ned til skovbunden og det går ud over insekter og sommerfugle. Foto: Sidsel Waagø Holleufer

De danske skove har det ringe, og der er ikke noget der tyder på, at de har fået det bedre. Sådan opsummerer seniorforsker Rasmus Ejrnæs, Aarhus Universitet, resultaterne i den årlige rapport fra det Nationale Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (Novana).

Læs også Fuglene tager forskud på foråret – synger af fuld hals

- Skovene er stadig præget af mangel på gamle træer og mangel på dødt ved. Og så har det ovenikøbet vist sig, at de er blevet mørkere i den seneste overvågningsperiode, siger Ejrnæs, der er medforfatter til rapporten.

Manglen på dødt materiale i skovbunden betyder noget for insekterne i skoven.  Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Mørke betyder insektmangel

Mørket er et problem for biodiversiteten, forklarer han. Mange vilde dyr og planter er nemlig afhængige af, at der kommer lys ned til skovbunden.

- Det betyder, at der kan være blomster og plads til buske. Det betyder, at der er mad til bestøvende insekter som vilde bier og sommerfugle. Og nogle af skovens store billearter trives også bedst ved lys. Årsagen til, at de danske skove er blevet mørkere, skal findes i skovbrug, forklarer Rasmus Ejrnæs.

02:42

Video: Regeringen vil omlægge 10.000 hektar almindelig skov til såkaldt urørt skov. Indslaget er fra september 2018

Luk video

Bekymrende rapport

Hvis man skal frembringe godt tømmer, skal træerne vokse op i skygge. Så strækker de sig mod lyset, og stammerne bliver lange og lige. Danmarks Naturfredningsforening finder Novanas rapport uhyre bekymrende.

- Vi bliver nødt til at lade flere skove passe sig selv. Hvis vi skal vende tilbagegangen skal andelen af urørt skov i Danmark øges betragteligt, mener foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding.

Læs også Insekterne titter frem: Man skulle tro det var marts

Novanas rapport omhandler ti forskellige naturtyper. Danmarks Naturfredningsforening har talt op, at der er sket en forværring i fire af de ti naturtyper. Mens ingen af de ti typer viser fremgang.