Danske navne til Grøn Koncert

Sanne Salomonsen og TV2 er blandt hovednavnene ved Grøn Koncert i Århus i juli.

Det er udelukkende danske navne, der til sommer vil stå på scenerne, når Grøn Koncert for 23. gang tager ud på landevejene for at indtage syv danske byer, deriblandt Århus.

De fire hovednavne på den store scene er Tim Christensen, Safri Duo, Sanne Salomonsen og TV2, og vanen tro vil Jacob Haugaard være konferencier.

Dermed har arrangørerne satset på nogle af de sikre og kendte navne, som alle har været med til en eller flere af de fire seneste Grønne Koncerter.

Koncerten i Århus finder sted søndag den 17. juli. Overskuddet går ubeskåret til Muskelsvindsfonden, der har hovedkontor i Århus.