Dansk mester i cykelcross til Italien

33-årige Joachim Parbo skal næste sæson køre for CCV Cyclocross Team og tror, kontrakten giver bedre træningsmuligheder.

Verdensmesterskaberne i cykelcross køres i Italien ved Treviso i januar og Joachim Parbo fra Århus forventer at kunne træne ruten under træningsophold i Italien.

-Jeg flytter ikke til Italien, men skal derned på to træningsophold på hver to uger. På den måde forventer jeg at kunne optimere min indsats.

Desuden giver klubskiftet Joachim Parbo mulighed for at indlede sæsonen med 15 løb i USA og satser på den baggrund, at avancere fra nummer 40 til nummer 30 på verdensranglisten.

-Det er vigtigt at ligge så højt som muligt på ranglisten. Den er nemlig udgangspunkt for hvor man starter i feltet og da ruten til verdensmesterskaberne snævrer ind til nærmest et mudderspor, bliver det sværere at opnå topplacering, hvis man starter langt nede i feltet, siger Joachim Parbo.