Dansende køer var populære
63.000 østjyder deltog i Økodagen
Eventen Økodag satte med 193.000 besøgende ny rekord. 63.000 østjyder valgte søndag at overvære de økologiske køers kåde forårsløb.
70 økologiske gårde landet over åbnede præcis kl. 12 staldportene, og øko-køerne sprang og dansede ud på marken.
- Det er en fornøjelse at se køerne springe ud på markerne, og det er især godt at se så mange børn. Børn er fremtidens forbrugere, og jeg synes, det er vigtigt, at børn ved, hvor maden kommer fra, og hvad forskellen er på økologisk og konventionelt landbrug, siger fødevareminister Dan Jørgensen (S), som deltog i den officielle åbning af Økodag på Bækkenstoft i Kirke Hyllinge på Sjælland.
Alle økologiske køer er sikre på at komme på græs hele sommerhalvåret, mens det er 16 procent af de ikke-økologiske køer, der kommer ud af stalden.
Økodagen gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske mejerier Arla, Naturmælk, Thise, Them og Øllingegaard.