Danseeffekten? Chris hitter på Google
Basketballspilleren Chris Christoffersen fra Bakken Bears er den mest googlede sportsperson i Danmark i 2015
Google har netop offentliggjort, hvad de mest googlede personer, spørgsmål og ord i Danmark i 2015 er.
I kategorien danske sportsfolk toppes listen af en tårnhøj bornholmsk født basketballspiller ved navn Chris Christoffersen.
Til daglig spiller han i Bakken Bears, men man kan vist roligt sige, at det nok er hans optræden i TV2-programmet 'Vild med dans', der har affødt Google-populariteten.
Han distancerer håndboldspilleren Michael Damgaard, fodboldspilleren Yussuf Poulsen og den afdøde bokser Anders Hugger på listen.
Du kan selv gå på opdagelse i Googles lister via dette link.
Her kan du blandt andet se, hvilket 'hvad'-spørgsmål der holder 'Hvad betyder stjernen på Snapchat' nede på en ellers flot andenplads - ligesom det virker til, at folk har haft en del spørgsmål om folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december.